Beskrivelse af attraktionen
Palazzo Labia er et barokpalads i Venedig, bygget i det 17. og 18. århundrede. Dette er en af byens sidste store paladser på vandet - lidt kendt uden for Italien, det er kendt for sin dansesal, malet med kalkmalerier af Giovanni Battista Tiepolo. Derudover kendetegnes Palazzo Labia også ved, at den ikke kun har en facade ud mod Canal Grande, men også en bagfacade med udsigt over Cannaregio -kanalen (sidstnævnte er i øvrigt den vigtigste). I Venedig er denne arkitektur meget sjælden.
Familien Labia, der ejede Palazzo, kom fra Spanien og købte først i 1646 titlen i Venedig, hvilket gav de lokale aristokrater tilnavnet "upstarts". De begyndte at bygge deres palads i slutningen af 1600 -tallet og hyrede to lidt kendte arkitekter til dette - Tremignon og Cominelli. Det valgte sted var Grand Canals sammenløb med Cannaregio -kanalen i San Jeremia -området. Ligesom mange andre paladser i Venedig har Palazzo Labia formen af et rektangel bygget rundt om en gårdsplads, mens dens facader er enkle og endda noget strenge, i modsætning til de fleste klassiske bygninger på den tid. Facaden med udsigt over Campo San Jeremia -pladsen er ikke ringere i sin udsmykning end den med udsigt over Cannaregio -kanalen. Den tredje, der vender ud mod Canal Grande, er mindre. Selve paladset har fem etager. Første og anden etage er meget lave og dekoreret med fremspringende sten. De næste to etager har højt segmenterede vinduer adskilt af pilasters og indrammet af balustraderede altaner. Femte sal er en lav mezzanin under et tagtag med små ovale vinduer, adskilt fra hinanden af de heraldiske ørne fra familien Labia. Facaden med udsigt over Campo San Jeremia er i venetiansk gotisk stil og står i kontrast til de to andre klassiske facader.
Indenfor er hoveddansesalen, Salone delle Feste, fuldstændig malet med kalkmalerier, der skildrer de romantiske møder mellem Mark Antony og Cleopatra. Disse kalkmalerier er en fælles skabelse af Tiepolo og Girolamo Mengozzi Colonna. Det menes, at medlemmer af familien Labia fungerede som modeller for kalkmalerierne. Resten af forrummene blegger naturligvis i sammenligning med dansesalen, men ikke desto mindre fortjener de også opmærksomhed. For eksempel har Green Damascus Salon en indlagt marmorpejs og enorme kalkmalerier af Pompeo Batoni.
