Island var beboet af efterkommere af de skandinaviske vikinger i slutningen af det 9. århundrede. Sådan dukkede et lille, men meget markant folk op, hvis kultur ikke ligner alle andre europæiske. Årsagen til denne usædvanlighed er øens isolation og ensomhed, og derfor er Islands traditioner så sjældne og unikke.
Hvad er i et navn?
Den første overraskelse ligger og venter på en udlænding, når han lige møder indbyggerne på øen. Islændere … har ingen efternavne, og navnet på hver person er "forsynet" med kun et fornavn. Dens slutning betyder "søn" for en dreng og følgelig "datter" for en pige. Når hun bliver gift, forbliver en islandsk kvinde med sit patronymiske efternavn, og det viser sig, at det ikke kun falder sammen med hendes mands, men også med børns.
En sådan underlig islandsk tradition undgår imidlertid brugen af efternavne til personlige interesser. Børn kan ikke prale af deres forfædres berømmelse, og derfor vurderes en person her udelukkende ud fra personlige kvaliteter og fortjenester.
Lopapeis i garderoben
Klimaet på Island tillader ikke sine indbyggere at flagre i let tøj, og derfor opdrager vikingernes efterkommere fra tidernes morgen får til at lave praktiske og varme ting af deres uld. De berømte trøjer, strikket i islandske traditioner, kaldes "lopapeis". De er varme trøjer eller pullovere, hvis top er dekoreret i en cirkel med et nationalt ornament. Sådant tøj er ikke kun varmt, men også vandafvisende og fungerer derfor som en top under den fugtige islandske sommer.
Ud over praktisk tøj leverer får mælk og kød, som danner grundlag for de fleste retter i det nationale køkken. Islands fisketraditioner bringer haj- og hvalkød til sine indbyggeres bord. Den mest eksotiske mad kaldes hakarl. Det er en nedbrudt og specielt syltet hajmasse, lagret i seks måneder i en særlig saltlage.
Sagaer og Nobel
Islands musikalske og litterære traditioner er et spørgsmål om særlig stolthed for dets folk. Beskrivelser af vikingeliv baseret på virkelige begivenheder sendes fra mund til mund og udføres under akkompagnement af folkemusikinstrumenter. Shepherds hysteriske melodier er som Islands dale. De er lange og snorlige, og deres optræden kræver udholdenhed og tålmodighed både fra solisten og fra publikum.
Saga -forfattere har inspireret mange forfattere, der har bragt sand berømmelse til deres folk inden for verdenslitteratur. En af de mest berømte er Haldor Lasness, der endda vandt Nobelprisen 1955.
