Beskrivelse af attraktionen
Juliet's Tomb er en rød marmorsarkofag fra 13-14 århundrede beliggende i krypten til det tidligere Capuchin-kloster i Verona. I dag er det en af de mest populære turistattraktioner i byen, hvortil tusinder af elskere fra hele verden strømmer for at se graven til heltinden i det legendariske Shakespeare -stykke.
Den første omtale af graven dukkede op i historien om Luigi da Porto i 1524, der skrev, at "en af templets krypter var den gamle gravhvælvning for hele Cappelletti -familien, og den smukke Julie lå der." Umiddelbart efter offentliggørelsen af denne historie begyndte en ægte pilgrimsvandring til den navngivne sarkofag, som på myndighedernes insistering først blev stoppet i midten af 1500 -tallet - graven blev forvandlet til en beholder til opbevaring af vand. I de næste to og et halvt århundrede blev sarkofagen glemt og forladt, men i 1807 udkom romanen af Germaine de Stael "Karina", hvor forfatteren tilfældigt omtalte Juliets grav, der ligger i Verona. En ny bølge af interesse for dette sted er opstået i samfundet, som ikke aftager den dag i dag. Lidenskabelige beundrere af Shakespeare og "Romeo og Julie" flækkede stykker af sarkofagen til minde, og engang ud fra dens fragmenter lavede de endda et ornament til kejserinde Marie-Louise af Østrig, Napoleon I.'s anden kone. Dette kunne naturligvis ikke men har en negativ effekt på gravens sikkerhed. I 1868 blev den flyttet fra krypten til væggen i den gamle kirke, og en portik med buer blev rejst over den. Tre årtier senere blev fragmenter af antikke gravsten og søjler installeret i nærheden, og i 1907 dukkede en marmorbuste af Shakespeare op nær portico. Endelig, i anden halvdel af 1930'erne, da George Cukors film Romeo og Julie blev udgivet, blev sarkofagen flyttet inde i kirken. Snart blev en postkasse til breve til Juliet installeret der. I øvrigt forblev meddelelserne ikke ubesvarede - de blev besvaret af viceværten for klosterkomplekset Ettore Solimani, der indledte overførslen af graven. I 1970 blev der dannet et lille museum med kalkmalerier i kirkebygningen, og Julies grav blev i sig selv en museumsudstilling.
