Beskrivelse af attraktionen
Museet har et officielt navn - Museum of Genocide Victims, men når man henviser til dette museum i daglig tale, samt når man rejser rundt i byen Vilnius, bruges navnet KGB Museum oftest.
Museet blev åbnet den 14. oktober 1992 efter ordre fra undervisnings- og kulturministeren samt præsidenten for Unionen for Politiske Exiler og Fanger. Museet havde til huse i den bygning, hvor de undertrykkende sovjetiske strukturer-NKGB-MGB-KGB og NKVD-var placeret fra midten af 1940'erne til august 1991. Disse organisationer var engagerede i at udarbejde planer for arrestation eller eksil af indbyggerne i Litauen, udførte forfølgelsesaktiviteter af dissidenter og undertrykte også på alle måder alle forsøg på at forsøge at genoprette den tabte uafhængighed.
Desuden tjente denne bygning for det litauiske folk som et symbol på den sovjetiske besættelse af Litauen, som fandt sted for 50 år siden. Af denne grund er det meget vigtigt for litauere, at dette er stedet, hvor museet for folkedrabsoffer fandt sin plads, som skal og vil minde de nuværende og kommende generationer om så tragiske og vanskelige år for hele nationen (1940-1990). Selve museet er også unikt, fordi det er det eneste af sin art i de tidligere såkaldte republikker i Sovjetunionen, som blev åbnet, hvor KGB-hovedkvarteret tidligere lå.
I 1997 blev museet reorganiseret. Rettighederne til grundlæggeren af dette museum blev givet til Center for Undersøgelse af Folkedrab og Modstand mod Litauiske Indbyggere (CIGRRL) i overensstemmelse med Republikken Litauens regeringsdekret af 24. marts 1997. Dekretet havde titlen: "Om overførsel af Center for Repressionsforskning og Museum for ofre for folkedrab og modstand mod litauiske mennesker".
I øjeblikket er museet en bestanddel af Memorial Department for det nævnte center. Dens opgave er at indsamle, opbevare, undersøge og fremme historisk og dokumentarisk materiale, der afspejler metoder og former for ikke kun fysisk, men også åndeligt folkedrab på litauiske indbyggere, udført af det sovjetiske besættelsesregime. Desuden overvejer forfatteren omfanget og metoderne for modstand mod besættelsesregimet.
Museumsudstillingen var indrettet i en bygning, der blev et symbol på lidelse og sorg for et stort antal litauiske beboere, hvor KGB-hovedkvarteret lå i 1940-1990. Et fængsel var placeret rundt om hjørnet af en almindelig bybygning. Hver dag blev hundredvis af politiske fanger udsat for alvorlig tortur i den og blev også dømt til døden, som blev udført samme sted.
I museets arbejde er der udstillinger: Litauen i 1940 og 1941. Mens undertrykkelsen begyndte. I 1940 invaderede sovjetiske tropper litauisk territorium. Landet var fyldt med oppositionelle mennesker. Det er af denne grund, at det allerførste trin i den sovjetiske regering var oprettelsen af institutioner, der behandlede problemerne med uenighed i dette land. På det tidspunkt havde NKVD's straforganer allerede samlet en hel del erfaring med at bekæmpe borgere utilfredse med det nuværende sovjetregime. Alene i juli 1940 blev mere end fem hundrede litauiske patrioter, tidligere embedsmænd og intellektuelle anholdt.
Museumsbesøgende kan se på 19 tidligere celler, en isolationsafdeling på 3 kvm. meter, samt tre torturkamre. Cellerne var fugtige og helt uopvarmede. Desuden i en celle på 9 kvm. meter straks var der op til tyve fanger, som var strengt forbudt ikke kun at sidde og ligge, men også at lukke øjnene. Torturkamrene var betrukket med et særligt lydisoleret materiale, der absorberede de høje skrig fra ofrene, der blev udsat for de hårdeste slag af torturerne. Men det værste var, at mennesker, der var forbudt at sove i mørket og kun sidder i fuldstændig lydisolering, begyndte at miste orientering i rummet og bare gik amok. Gulvene i de såkaldte "våde" celler var fyldt med koldt vand, mens fangerne blev tvunget til at stå på diske lavet af metal og ikke tillade dem at sove i flere dage.
Museet har guider, der tidligere var politiske fanger. Hver guide viser altid sit kamera.
